Cykelfacts om Danmark
- Danmark har mere end 16.000 kilometer cykelstier
- Danmarks første cykelsti blev etableret i 1892 på Esplanaden i København som et svar på det voksende antal cyklister, der siden 1880’erne havde skabt pres på byens ridestier. Allerede året efter, i 1893, kom den første cykelsti uden for hovedstaden, da Aarhus Bicykle Club anlagde en privat cykelsti fra Aarhus’ centrum til den nyopførte cykelbane i Risskov.
- I Vestjylland blev cykelstien mellem Ringkøbing og Søndervig taget i brug i 1923 – og var landets første betalingscykelsti. Et godt stykke ude på stien var der opsat en bom, hvor en bommand opkrævede 25 øre for voksne og 15 øre for børn.
- København ligger helt i spidsen som en af verdens bedste cykelbyer – og rundt omkring i hele landet oplever du samme cykelvenlighed som i hovedstaden
- Næsten alle danskere har mindst én cykel – og ca. 15% af al transport foregår på cykel
- Den første nationale cykelrute, Hærvejen – i dag National Cykelrute nr. 3 – blev etableret i 1988 og var senere en væsentlig inspiration for EuroVelo – det europæiske cykelrutenetværk
- I dag er der 11 nationale cykelruter – fordelt over hele landet. Den samlede længde på ruterne er på mere end 4000 kilometer
- Tour de France startede i Danmark i 2022 – og Jonas Vingegaard stod 3 uger senere øverst på podiet i Paris som vinder af verdens største cykelløb
- VM i cykling afholdes i Danmark i 2029 – og der er klare linjer tilbage til verdens allerførste VM i landevejscykling, som blev afholdt i København i 1921